Rul til toppen
Sundhedssektor og medicinal

Mary Elizabeth Hospital

Opførelsen af Mary Elizabeths Hospital er i fuld gang. Det kommende hospital ved Rigshospitalet i København bliver et omfattende byggeri på 60.000 m² fordelt på otte etager og skal danne rammer for børn, unge, gravide og deres familier. Med plads til omkring 900 daglige patienter og deres familier samt ca. 1.200 medarbejdere bliver hospitalet et af landets mest ambitiøse og specialiserede hospitalsbyggerier.

Projektet er udviklet med fokus på at skabe trygge og helende rammer, hvor arkitektur, teknologi og funktionalitet går hånd i hånd. Samtidig stilles der ekstraordinære krav til alle tekniske løsninger, hvor byggeriet er udviklet ud fra princippet "best available technology". Avanceret lysteknik, intelligente lysstyringer og innovative teknologier spiller derfor en central rolle i projektet, hvor løsningerne skal leve op til høje standarder og understøtte ambitionen om at skabe fremtidens børnehospital

Til projektet har Teamtronic i tæt samarbejde med Wicotec Kirkebjerg leveret belysningsløsninger, hvor teknologien rækker langt ud over den traditionelle funktionelle belysning. På hospitalet implementeres blandt andet døgnrytmelys og specialudviklet natbelysning med amberfarvet lys, der er udviklet til at understøtte menneskets fysiologiske og følelsesmæssige behov gennem døgnet. Belysningen er designet til at efterligne dagslysets naturlige variationer i både intensitet og farvetemperatur for at understøtte patienters, pårørendes og personalets døgnrytme og velvære.

Løsningen stiller høje krav til både lysteknisk viden og teknisk dokumentation. I udviklingen er der arbejdet indgående med blandt andet melanopic EDI og photopisk lux – parametre, der beskriver lysets biologiske påvirkning og betydning for menneskets døgnrytme. Samtidig er armaturerne udviklet og testet med fokus på krav til blandt andet lysfordeling, spektral sammensætning, UGR-værdier og flicker for at sikre, at løsningerne lever op til de høje standarder, som projektet kræver.

For mere indsigt i teknologien bag døgnrytmelys og arbejdet med biologisk belysning kan du læse artiklen "Lysets magi – sundhed og velvære for børn med døgnrytmelys" her

Projektet er fortsat under opførelse, og Teamtronic er fortsat en aktiv del af processen, hvor leverancer af belysningsløsninger løbende udføres i takt med byggeriets udvikling.