Sdr. Omme Fængsel
Sdr. Omme Fængsel har stået overfor en stor udvidelse med opførelse af et nyt lukket fængsel med plads til 200 indsatte. Ved opførelse af det nye lukkede fængsel har hovedfokus været arbejdsmiljøet for personalet samt muligheden for uddannelse, beskæftigelse og fritidsaktiviteter for de indsatte. Dette fokus bæres af arkitektoniske løsninger med høje standarder for materialevalg, sikkerhed, vedligeholdelse og levetid, som tilsammen skaber robuste og velfungerende rammer for både personale og indsatte.
Hos Teamtronic har vi leveret al indendørs og udendørs belysning til Sdr. Omme Fængsel. Leverancen omfatter over 25 forskellige armaturtyper og indgår i et byggeri på ca. 20.000 m², der spænder over cellebygninger, administrationsbygning, fælleshus, idrætshal, beskæftigelsesbygning, samt diverse sekundære bygninger og udendørs arealer.
Blandt de anvendte belysningsløsninger er vores eftertragtede T-Hee, der fungerer som gennemgående grundbelysning i både celleafsnit, fællesarealer, personalezoner samt idrætshal. Armatur-serien bidrager med et effektivt og behageligt grundlys og understøtter samtidig en visuel rød tråd i projektet. Armaturet kan tilpasses i både påbygget og indbygget udførelse samt i forskellige størrelser, hvilket giver fleksibilitet i udtrykket uden at gå på kompromis med den visuelle helhed eller lyskomforten i rummene.
Til cellerne er der desuden udviklet en specialdesignet bord- og sengelampe – SOF Moon – som et selvstændigt element i belysningskonceptet. SOF Moon er udviklet i tæt samarbejde med Sonia Bom fra Alex Poulsen Arkitekter A/S. Udgangspunktet for udviklingen har været originale skitser, som Teamtronics tekniske afdeling har arbejdet videre ud fra og omsat til en funktionel belysningsløsning. Resultatet er et armatur, hvor design og teknik går hånd i hånd, og hvor det visuelle udtryk er bevaret uden at gå på kompromis med funktion, robusthed, sikkerhed og lyskomfort, med indbyggede brugerbetjente indstillingsmuligheder.
Vores linjeprofilserie Z-line On er anvendt som lineær grundbelysning i værksteder og undervisningskøkkener. Armaturerne er monteret direkte på loftet og følger tagets hældning, hvilket understreger bygningens arkitektur. I gårdrummene er der ligeledes anvendt løsninger fra Z-line serien, hvor profilet størrelse, særlig farve og montering gør, at de nærmest går i ét med selve sikkerhedshegnet – i et diskret og integreret udtryk.
I fængslets kirkerum er der arbejdet med et mere stemningsskabende lysdesign, hvor Arche F1 er anvendt som spotlight til grundbelysning. Armaturerne er monteret diskret mellem loftets lameller, hvilket skaber et roligt og afbalanceret lysudtryk i rummet. Som supplement er C1 Long anvendt i en mere skulpturel installation, hvor armaturerne er samlet i en mindre zone med varierede højder, hvilket tilfører rummet et særligt og nærmest kunstnerisk lysudtryk.
Fælles for alle belysningsløsninger i projektet er, at der er arbejdet med variation i form, farve og udtryk – altid med fokus på funktion og lyskomfort. Samtidig er alle armaturer udført med robuste konstruktioner og sikkerhedsmæssige detaljer, herunder lukkede armaturer og synlige skruer i sikkerhedsgodkendte udførelser, hvilket sikrer, at belysningen lever op til de skærpede krav i et højsikret fængselsmiljø.
Bygherre: Styrelsen for Danmarks Fængsler (tidligere Direktoratet for Kriminalforsorgen)
Arkitekt: Alex Poulsen Arkitekter
Ingeniør: Viborg Ingeniørerne A/S
El-installatør: Henning Lund
-
Anvendte produkter