Scroll to top

Foto: Jan Klinge (tv oppe) og Søren Topp (tv nede) tidligere ejere af Open Light Danmark. Karsten Nellemose (th oppe) tilbud- og belysningskonsulent og Poul Nellemose (th nede) adm. direktør af Teamtronic. PR foto – Nanna Eckhoff.

Teamtronic opkøber Open Light Danmark

Den danske belysningsleverandør og producent Teamtronic vækster med opkøb af Open Light Danmark, der vil indgå i den nye ejerkreds. Opkøbet sker som et led i Teamtronics vækststrategi, men skal først og fremmest være med til at supplere og udvide virksomhedens kompetencer.

Teamtronic og Open Light Denmark har mere end 15 års indgående kendskab til hinanden og da begge virksomheder har samme grundværdier, passion og er drevet af en særlig nysgerrighed, var et opkøb den perfekte mulighed for begge virksomheder.

Teamtronic har som belysningsleverandør og producent mere end 30 års erfaring med udvikling og produktion af LED armaturer til både indendørs- og udendørsbelysning. Med egen R&D-afdeling, produktion og in-house lyslaboratorium i Odense, har Teamtronic opbygget en stærk base, hvorfra det er muligt at tilbyde et attraktivt produktsortiment, samt kundetilpassede belysningsløsninger.

Open Light Danmark udvikler og producerer specialdesignede linjearmaturer til belysningsprojekter i Middelfart. I tæt samarbejde med arkitekter og ingeniører har Open Light Danmark udviklet og produceret linjebelysning til alle typer nedhængte loftsystemer. Open Light Danmark er særlig kendt for præcis tilpasning og mulighed for indbygning af tekniske komponenter i armaturerne.

Overtagelsen af Open Light Danmark giver Teamtronic en større kapacitet og mere fleksibilitet, da Teamtronic får kompetente og dygtige medarbejdere, med mange års erfaring. Samtidig er Open Light Danmarks produktserie og brand et stærkt supplement til Teamtronics produktportefølje.

”Vi samler en masse stærke kompetencer og mange års erfaring, der tilsammen styrker vores organisation og giver os mulighed for at opnå nye stærke tiltag og yderligere udvikling. Vores produktsortiment bliver i den grad styrket hvad angår linjebelysning. De produkter som Open Light Danmark gennem årene har udviklet og specialiseret sig i, er et nicheområde, som tilføjer stor værdi for Teamtronic”, siger Poul Nellemose, Teamtronic.

Fordel for alle parter

Hos Open Light Danmark og Teamtronic ser man ikke kun overtagelsen som en fordel for virksomhederne selv, men også som værende særdeles attraktivt for samarbejdspartnere og kunder.

”Der er tale om et perfekt match mellem Open Light Danmark og Teamtronic. Begge virksomheder drives af en stor passion, viden og ikke mindst erfaring inden for belysning. Vi tilfører hinanden de styrker, som vi hver især ikke før har haft. Vi opnår på den måde en større fleksibilitet og know-how, som i den grad kommer både Open Light Danmark og Teamtronics samarbejdspartnere og kunder til gode”, fortæller Jan Klinge og Søren Topp, Open Light Danmark

Open Light Danmarks brand og produktserier fortsætter uændret, og hverken kunder eller medarbejdere kommer til at opleve nævneværdige ændringer i dagligdagen. Produktionen af Open Light Danmark forventes dog at flytte til Odense inden for de næste 6 måneder, så al produktion bliver samlet under samme tag. Opkøbet har formelt virkning fra den 01. 01. 2021.

Yderligere udvidelse

Foruden opkøb af Open Light Danmark har Teamtronic store planer om yderligere udvidelse. Teamtronic er nemlig allerede i fuld gang med planlægning af nyt domicil og tilhørende lager i samarbejde med en bygningsentreprenør. Det nye domicil opføres i Odense SØ og skal samtidig fungere som et showroom for kunder og samarbejdspartnere. Domicilet forventes færdigt i 2023.